Juel Classic
Tre årtiers kærlighed til klassiske italienske biler
Historien om Juel Classic begynder med en dengang 13-årig Arne Juel, som allerede i en tidlig alder havde en stor kærlighed til klassiske italienske biler, særligt fra mærkerne Ferrari og Alfa Romeo. Hans kærlighed begyndte for alvor at spire, da han fik job som værkfører hos Fiat-forhandleren Motorbyen i Aarhus.
Det italienske fuldblod begyndte dog hurtigt at løbe stærkere i Arne Juels årer, og hans ambitioner rakte langt længere end jobbet som værkfører. Hans lidenskab og kærlighed til klassiske biler drev ham til at springe ud som selvstændig værktedsejer. Han startede sit eget værksted på Græsvangen i Tilst nær Aarhus, med speciale i Alfa Romeo.
Ægte lidenskab gav kunder i butikken
Arne Juels ægte og inderlige lidenskab til italienske biler rygtedes hurtigt. Kunderne flokkedes således til hans værksted som bier om en honningkrukke. Kundekredsen blev hurtigt udvidet, og talte inden længe ejere af rigtige italiensk fuldblodsbiler, som Ferrari, Maserati, og Alfa Romeo. Før Arne Juel vidste af det var hans værkstedskundskaber berømte i hele landet.
Efter knap to årtier i værkstedet solgte Arne Juel sin forretning i Tilst. Han slog i stedet sine folder i Hovedhård Autohandel, som på det tidspunkt var et autoriseret Lada og Alfa Romeo værksted. Igen banede Arne Juels passion for klassiske italienske biler vejen for, at han efter kort tid blev medejer af den voksende autohandel. Efter ti gode år med stor vækst blev Hovedgård Autohandel afviklet, og dermed besluttede Arne Juel at runde karrieren af i Tilst i udkanten af Aarhus, hvor det hele begyndte.
Juel Classic og Juel Auto forenet i Tilst
Juel Auto og tilhørende værksted ligger stadig i udkanten af Aarhus, nærmere betegnet i forstanden Tilst den dag i dag, og drives i det daglige af Arnes søn, Morten Juel. Værkstedet har stadig speciale i italienske biler fra Alfa Romeo, Fiat og Lancia.
Arne Juel har fået sit eget lokale i sønnens forretning, hvor han med firmaet Juel Classic skruer på kundernes fine, ældre biler, fra mærker som Ferrari og Maserati.
Det er 30 år siden Arne Juel for første gang fik øjnene op for italienske biler, og lidenskaben bliver stadig kun større og større med tiden.